Vil Dukan-kuren hjælpe dig med dit vægttab?
Kulhydratfattige slankekure er mere populære end nogensinde. Når du forsøger at finde ud af, hvad der bedst kan hjælpe dig med at tabe dig, vil du, uanset hvor du kigger hen, støde på en eller anden sundhedsguru, der anbefaler en ny og forbedret såkaldt low carb-kur, der kan noget ekstra.
Dukan-kuren (1) har efterhånden været fremme i årtier. Lægen Pierre Dukan, en tidligere fransk praktiserende læge, diætist og ernæringsekspert, udtænkte kostplanen, da han prøvede at hjælpe en svært overvægtig patient med at tabe sig. Da det gik op for ham, at han var stødt på noget, der umiddelbart gav resultater, begyndte han at markedsføre den.
I 2000 udgav han en bog med titlen The Dukan Diet, som havde stor succes i frankrig og andre dele af Europa, men det var først i 2011, at USA fik en engelsk oversættelse. Siden da har utallige mennesker prøvet den, og mange har haft nogle tilsyneladende fantastiske resultater.
Noget fortæller mig, at vi bør kigge nærmere på den, så det gør vi.
Hvad er Dukan-kuren?
Dukan-kuren er en kontroversiel diæt, der er opbygget af 4 forskellige faser, som man skal overholde. Denne struktur er beregnet til at fjerne det forvirrende ved selv at skulle regulere sin kost, hvilket er noget, mange har svært ved.
Selvom Dukan-kurens regler om at spise få kulhydrater og masser af protein lyder bekendt, især for folk, som har læst om paleo-kuren, så er det dens strikse fremgangsmåde (3), der skiller sig ud.
I modsætning til andre populære kulhydratfattige slankekure er denne fuldstændig fedtfattig. Så sig farvel til bacon. Man skal heller ikke tælle kalorier, og man bliver ikke opfordret til at købe protein-drikke eller næringsstænger. Det er meningen, at man spiser fuldstændigt naturligt uden nogen form for slankeprodukter.
Det er Pierre Dukans påstand om, at man kan spise en ubegrænset mængde mad til hvert måltid (så længe man vælger mad fra hans liste med godkendte fødevarer), som giver så mange folk lyst til selv at prøve den.
De 4 faser i Dukan-kuren
1. Angrebsfasen
Ja, det lyder lidt dramatisk.
Den første fase i Dukan-kuren er beregnet til at medføre et hurtigt vægttab – derfor navnet angreb.
På dette stadium er kroppen på nippet til at komme i en tilstand af ketose (5), på samme måde som Introduktionsfasen på Atkins-kuren. Ketose betyder, at kroppen forbrænder fedt i stedet for den glukose, der som regel kommer fra den rigelige mængde kulhydrater i en normal kost. Ketogene kure, der drager fordel af denne naturlige funktion i kroppen, som fremmer et vægttab, har været populære siden starten af 1900-tallet. Dukan-kuren er på en måde bygget på de principper.
I løbet af angrebsfasen spiser du kun ren protein – ubegrænsede mængder af det. Du behøver ikke bekymre dig om at holde øje med kalorierne eller fordele det ligeligt over hele dagen, bare gå til den. Det kan måske ikke skade at være opmærksom på det, men det er umiddelbart ikke nødvendigt.
Den eneste begrænsning vedrørende dit proteinindtag er, at uanset hvad du spiser, skal det være fedtfattigt. Det er egentlig det, som adskiller Dukan-kuren fra andre moderne slankekure.
Fedtfattige fødevarer med masser af proteiner omfatter:
- Fisk og skaldyr
- Hvidt kød fra fjerkræ uden skind
- Magert oksekød og kalvekød
- Æg
- Soya
- Nogle mælkeprodukter
1,5 spsk havreklid er også anbefalet (12), hvilket er din eneste kilde til kulhydrater ud over de tilfældige kulhydrater i andre fødevarer. Du skal også drikke omkring 1,5 liter vand om dagen.
2. Vekselfasen
Denne fase handler om, at du fastsætter og når din “idealvægt”.
I løbet af vekselfasen udvider du din kost med forskellige grøntsager, mens du stadig holder dig til de proteinrige fødevarer, havrekliden og de store mængder vand, som du før indtog. I denne fase vil du veksle mellem dage, hvor du spiser masser af protein sammen med grønne, tilberedte grøntsager, og dage, hvor du kun spiser masser af protein.
Den eneste betingelse er, at de grøntsager, du nu gerne må spise, skal være uden stivelse. Med andre ord ingen kartofler, majs og ærter. En kort liste med de grøntsager, som er okay at spise, omfatter grønne bønner, okra, selleri, asparges, champignoner, løg, broccoli, rosenkål, tomater, hovedsalater, peberfrugt, agurker osv. Følg dette link (13) for at finde en komplet liste over stivelsesfrie grøntsager.
Hvis man gerne vil tabe sig omkring 2,5-5 kg, kan man veksle mellem at spise grøntsager og proteiner den ene dag, og kun proteiner den næste. Hvis man gerne vil tabe sig en hel del mere (omkring 10-20 kg), så kan man veksle efter 5 dage.
3. Konsolideringsfasen
Ifølge Dukan skulle du, når du kommer til denne fase, allerede have tabt dig så meget, som du havde til hensigt i løbet af de to første faser. Konsolideringsfasen markerer en form for overgangsfase mellem den strenge diæt, du lige har været på, og vejen tilbage til normale kostvaner. Du skal blive i denne fase i 3-5 dage for hvert pund (0.5kg), du har tabt dig på det foregående trin. Er du med?
Det er her, at den hårde slankekur giver bonus. Konsolideringsfasen giver dig lov til at genindføre nogle af de fødevarer, som du sikkert har gået og sukket efter. De lidt mere stivelsesholdige fødevarer kan vende tilbage, så længe du ikke overdriver.
Dukan-kurens hjemmeside indrømmer, at efter sådan en vanskelig periode på diæt i de første to faser, er det nemt at få tilbagefald.
Konsolideringsfasen er designet til at tage hensyn til dette ved “gradvist at indføre de tidligere forbudte fødevarer i begrænsede mængder” samt introducere “festmåltider”. Nu kan du spise én frugt om dagen, et stykke ost og endda 2 skiver tørt fuldkornsbrød, hvis du har lyst.
Og jo, dit festmåltid må gerne omfatte dessert og endda et glas vin.
4. Stabiliseringsfasen
I Stabiliseringsfasen vender alt tilbage til normalt. Mere eller mindre.
Når du er nået til dette punkt, er der nogle “enkle men urokkelige regler”, som du skal følge.
- Spis 3 spsk havreklid om dagen. Dukan er ret vild med havreklid.
- Tag trapperne, når du har mulighed for det. Du skal ikke snyde og tage rulletrappen. Eller hvis du gør, så gå op ad den, så vil du komme dobbelt så hurtigt frem.
- Tag én dag om ugen (Dukan anbefaler om torsdagen), hvor du vender tilbage til angrebsfasen, dvs. kun proteiner hele dagen.
Eftersom du på dette punkt har overstået de strenge regler, kan du uforvarende komme til at vende tilbage til din gamle usunde livsstil. Derfor har Dukan-kurens hjemmeside en såkaldt Stabilization Coaching til rådighed, som vejleder personerne på kuren om, hvordan de fortsat kan leve sundere.
Denne fase er mere en generel anbefaling til fortsat sundhed frem for en fortsættelse af programmet. Det er op til dig, som er på slankekur, at behandle din krop ordentligt, hvis du gerne vil holde vægten nede.
Kan Dukan-kuren hjælpe dig med at tabe dig?
På samme måde som med andre modeluner kan man overalt finde kritik af Dukan-kuren. Man skal praktisk talt kigge på alle slankekure med kritiske øjne, og af gode grunde lede efter en negativ, sundhedsmæssig indvirkning.
Det afskrækker dog som regel ikke ret mange folk fra at afprøve dem. Men bør folk være mere forsigtige, når det kommer til Dukan-kuren?
Den britiske diabetesforening har rakket kuren ned (16) for at være “ineffektiv og uden videnskabelig grundlag”.
Og for at være helt ærlig, så har de nok ret. Der er meget få beviser på, at Dukan-kuren er meget bedre end de uendeligt mange andre low carb-kure i omløb.
Hvis man tænker over det, så er det bare endnu en måde at få folk til at spise færre kalorier, ved at indføre regler i stedet for at tælle kalorier.
Oven i det er Dukan blevet bandlyst som læge i sit hjemland Frankrig (17) og beskyldt for etiske overtrædelser. Det er ret fældende.
Jeg foreslår, at du holder dig til en mere holdbar tilgang.